Kilde: Nord Stream 2

Det har rimelig lange udsigter, før EU er fri af fossile brændsler. Faktisk viser Kommissionens fremskrivninger, at EU’s forbrug af gas vil være nærmest konstant frem mod 2050. Samtidig falder gasproduktionen i Nordsøen. Det kan ikke kun mærkes i Danmark, men også hos storproducenter som Holland og Storbritannien. EU kan altså se frem til øget import udefra, medmindre man pludselig finder nye rige felter på havet eller sætter gang i sin egen produktion af skifergas på land. Eller mangedobler investeringerne i grøn energi.

Eftersom ingen af delene er særligt sandsynlige i øjeblikket, må gassen importeres. Også Norges gasproduktion er faldende. Norge vil næppe alene være i stand til at opfylde behovet for importeret gas i EU. Det vil til gengæld Rusland. Masser af billigt produceret gas ligger lige uden for EU-grænsen klar til at blive sendt mod vest.

 

Kilde: Nord Stream 2

Nord Stream 2 en vigtig brik

Det, tænker russerne, skal bl.a. ske gennem det Gazprom-ejede selskab Nord Stream 2. Gasledningen skal efter planen følge Nord Stream 1 på 90 procent af strækningen og dermed fordoble kapaciteten ned gennem Det Baltiske Hav og Østersøen fra Ust-Luga ved Sankt Petersborg til Rostock i Tyskland med en kapacitet på i alt 110 bcm. De to rørføringer, som i realiteten er fire, vil svare til en fjerdedel af EU’s forventede gasforbrug i 2050. Gazprom tager afsæt i et EU-forbrug på 455 bcm årligt til den tid – et skøn, der flugter nogenlunde med Kommissionens egne. EU’s forbrug var i 2015 426 bcm.

Budget på 9,9 mia. euro for Gazproms egen regning

Budgettet for Nord Stream 2 er på 9,9 mia. euro, og det var oprindeligt tanken, at de samme selskaber, som også står bag Nord Stream 1, dvs. Gazprom med 50 procent af ejerandelen og derudover bl.a. Eon, BASF/Wintershall, og Shell skulle være med i Nord Stream 2. Men det blev standset af konkurrencemyndighederne. Derfor står kun Gazprom bag Nord Stream 2.

Russerne lægger ikke skjul på, at en gevinst ved Nord Stream 2 er, at man kan gøre sig mindre afhængig af den eksisterende gasledning gennem bl.a. Ukraine og Polen. Ruten gennem Ukraine har en kapacitet på 142 bcm. Dermed slipper selskabet for at betale afgifter til de lande. Selv fremfører Paul Corcodan, finansdirektør i Nord Stream 2, på en konference arrangeret af Energy Post om emnet, at at man vil kunne holde transmissionsomkostningerne nede på niveauet for Nord Stream 1 dvs. 1,86 euro pr. m3 pr. 100 km mod 2,26 euro for ledningen gennem Ukraine. Et niveau Ukraine angiveligt ønsker at fordoble.

Det er sparede penge, som går til ejerne af Nord Stream 1 og 2. Ledningen gennem Ukraine bliver dog næppe taget ud af brug. En vigtig forudsætning for EU i forhandlingerne om Nord Stream 2 har været, at der også fremover transporteres gas gennem Ukraine.

Tyskland bliver central i fordelingen af den russiske gas

Den nye rørledning har ikke mange venner i de østlige EU-lande. Heller ikke i Ukraine, der risikerer at miste betragtelige indtægter. Tyskland er til gengæld positiv. Tyskland tegner sig for knap 20 procent af EU’s gasforbrug. Nord Stream 1 og 2 vil begge gå i land ved Lubmin nær Greifswald og Rostock, hvor gassen vil blive distribueret videre til det tyske og europæiske marked.

Det skal bl.a. ske gennem en anden ledning, EUGAL, som er i planlægningsfasen og ventes anlagt samtidigt med Nord Stream 2. Den nye ledning skal være forlængelsen af Nord Stream 2 på land. EUGAL planlægges at gå fra Lubmin ned mod den tjekkiske grænse.

Bag EUGAL står GASCADE, der er endnu et samarbejde mellem Gazprom og BASF/Wintershall. Anlægningen af EUGAL ventes at give en del arbejdspladser til tysk industri og ikke mindst gøre Tyskland til et centralt marked for handel med gas. En meget stor del af EU’s gas vil fremover skulle igennem Tyskland. Det vil ifølge et notat fra den uafhængige forskningsenhed, Center for Eastern Studies (OSW), alt andet lige give Tyskland en fordel, og i sidste ende vil det også kunne påvirke priserne.

EU delt

Nord Stream 2 støttes af en stribe store virksomheder. Både i Tyskland og andre lande. Det gælder f.eks. Tysklands Uniper og Wintershall, østrigske ÖMV og hollandsk-britiske Shell samt franske ENGIE, der er positive overfor Nord Stream 2. Det samme er staterne Holland, Frankrig og Østrig. Danmark støtter ikke projektet, men der er heller ikke den store lyst til at være ene om at forsøge at blokere det med Bornholm som argument.

Italien, som får det meste af sin gas via Ukraine er modstander af Nord Stream 2. Det er Polen også. Polen har ellers kunne se frem til en central rolle i distributionen af flydende gas, LNG, via den planlagte nord-syd korridor fra Swinoujscie. Lykkes det at etablere en nord-syd korridor i Tyskland baseret på billig russisk gas, må det antages, at chancerne for at korridoren i Polen anlægges bliver mindre. I hvert fald i den nuværende form.

Ulogisk og afhængighedsskabende

Et mere principielt argument mod Nord Stream 2, som bl.a. har været fremført af Jean-Arnold Vinois, energipolitisk rådgiver ved Jacques Delors-instituttet, er at det ikke giver mening at importere gas, når man i stedet kan bruge lokal arbejdskraft og udnytte sine egne ressourcer f.eks. i form af vind og sol.

Men det alt overskyggende argument er, at EU med den nye rørledning vil gøre sig meget afhængig af Rusland. Det sker på et tidspunkt, hvor det politiske klima er dårligt specielt efter invasionen af Krim i 2014. Dertil kommer, at endnu en russisk rørledning til Tyskland peger stik imod målsætningerne i EU’s energipolitik og specifikt tankerne bag Energiunionen, som går på, at EU have en diversificeret energiforsyning både i forhold til energikilder og leverandører.

Rusland leverer 27 procent af europæisk gas

Rusland og Norge er storleverandører af gas til EU. Kilde Eurogas

EU får i øjeblikket omkring 27 procent af sin gas fra Rusland, mens resten kommer fra indenlandsk produktion samt fra Norge, Algeriet og Qatar. Ifølge Gazproms fremskrivninger, som er baseret på EU’s egne skøn, vil EU’s importbehov fraregnet Norge være omkring 65 procent i 2035 mod 45 procent idag. Der er altså muligfor for en markant forøgelse af russisk gas i EU. Der er en helt konkret frygt i EU for, at Rusland finder på at lukke for gassen. Det skete i 2006 og 2009, da Ukraine skyldte penge for gas via sit selskab Naftohaz, og Rusland under en heftig kuldeperiode lukkede for hanerne. Det ramte især Tyskland og Italien, som er de to hovedaftagerlande af russisk gas i EU.

Kilde: Eurogas

 

Gazprom satser på euopæisk gas-infrastruktur

Det er ikke kun selve importen af russisk gas, der bekymrer modstandere. Gazprom er også aktiv i opkøb af infrastruktur internt i EU. Det er f.eks. sket i samarbejde med BASF, således at Gazprom har interesser i adskillige hubs og lager-faciliteter i Tyskland og Østrig. Gazprom viser dog også tegn på at komme EU i møde i forhold til at love en større andel af gassen solgt på auktionsvilkår samt med garantier i forhold til leverancer til de baltiske lande.

Stadig er frygten dog, at konkurrerer andre leverandører af banen. Det skyldes, at Ruslands gas kan hentes ud af undergrunden til meget konkurrencedygtige priser. Eftersom Gazprom samtidig har kontrol med store dele af infrastrukturen, giver det en enestående mulighed for at sælge sin gas billigt. Det er jo godt, men betyder også andre leverandører lettere udkonkurreres, og at der måske bremses for konkurrerende udbygning af nettet. F.eks. i form af gas terminaler for flydende gas, LNG. Rusland kan ifølge eksperter uden problemer sælge sin gas til tre dollar/mio. BTU, mens LNG først bliver rentabelt omkring seks-syv dollar /mio. BTU. Effekten kan være lavere priser på den korte og mellemlange bane, men russisk dominans og efterfølgende højere priser på den længere bane.

Gazprom selv er imidlertid også afhængig af EU, selvom selskabet har arbejdet på at øge sin eksport til bl.a. Kina. Gazprom henter to tredjedele af sine indtægter i EU.

Det hører også med til kritikken, at  ingen lande forpligtet til at købe noget som helst russisk gas. Ledningerne anlægges for Nord Stream 2’s egen regning og risiko. – Ligesom det også var tilfældet med Nord Stream 1. Og at det jo er EU’s egen opgave at få udbygget infrastrukturen og sikre sig diversitet. Ikke Gazproms.

Hvad juraen siger

Nord Stream 2’s linje ligger i internationalt farvand, indtil den når Bornholm, hvor den kommer ind i dansk territorial farvand og tilsvarende i Tyskland, hvor ledningerne ender nær Greifswald. Det betyder, at Danmark og Tyskland reelt har mulighed for at blokere ledningerne. Tyskland er som nævnt positiv, hvilket vil sige, at Danmark alene kan modsætte sig placeringen ved Bornholm, men det vil stadig være muligt for Gazprom at placere ledningen ude af det danske territorialfarvand.

Den danske sag står dog temmelig dårligt, eftersom man én gang har samtykket til Nord Stream 1, der ligeledes er placeret i dansk territorialfarvand. Dengang argumenterede Danmark, har man i henhold til FN’s havretskonvention ikke havde anden mulighed end at godkende placeringen.

Danmark har lagt sig i ly i af EU med håbet om, at EU-Kommissionen vil komme en formel indstilling om projektets forenelighed med EU’s tredje energipakke og med tankerne i Energiunionen, som ikke er lov. Samt at de politiske diskussioner kan ske inden for EU’s rammer.

EU’s alternativer til import fra Rusland

Når forbruget af gas ikke forventes at falde i de kommende år til trods for den grønne omstilling, skyldes det først og fremmest omstillingen væk fra kul og over til det mindre CO2-forurenende gas. Samtidig er der fortsat behov for back-up til de grønne energiformer baseret på vind og sol.

Hvis EU ønsker at frigøre sig fra gas, vil det kræve andre energiformer. Kvotesystemet tilsiger, at omkostningerne ved CO2-udledning stiger. En fastholdelse af de meget forurenende kul, vil derfor både miljømæssigt og økonomisk være en stor kamel at sluge. Alternativet kan være at skrue markant op for den grønne omstilling.

Egenproduktion af skifergas er en anden løsning, der har været nævnt. EU har potentielt store forekomster af skifergas. Men pt. er der i mange lande forbud med kontroversielle fracking-metode, som anvendes til udvinding af skifergas. Også i Danmark er der stop for prøveboringer. England har dog pt. et større program i gang. Endelig er der muligheden for at sprede sin import af naturgas.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.