De grønne teknologier har en mørk side. De er dybt afhængige af metal. Masser af metal. Det er et problem. Ikke kun fordi udvinding og forarbejdning af metal i sig selv udleder masser af CO2. Men også fordi mange af de metallerne kun findes i meget få lande præget af ustabile regimer, korruption og elendige arbejdsforhold. Den gode nyhed er, at forandringer kan ske, og højt profilerede vestlige virksomheder kan være med til at presse bedre produktionsforhold igennem.

 

Elbiler og havmøller bruger 5-8 gange mere metal

 

Det handler om metaller som kobber, lithium, nikkel, kobolt og en række sjældne  jordartsmetaller (rare earths). Jordartsmetaller har ikke noget med jord at gøre og er ikke sjældne, men bare svære og kostbare at udvinde. Det kræver knowhow og foregår ved anvendelse af farlige kemikalier og med store mængder spildevand til følge. Kina sidder på 85-90 procent af verdens produktion.

 

Et andet kritisk eksempel er kobolt, der er et biprodukt af f.eks. kobber og nikkel. 60-70 procent af udvindingen foregår i Den Demokratiske Republik Congo. En stor del sendes videre til forarbejdning i Kina, der sammen med sine egne forekomster tegner sig for i alt 70 procent af verdens koboltforarbejdning. En elbil består af næsten 20 kilo kobolt.

 

Danmark og mange andre lande står over for en elektrificering for at slippe af med de fossile brændstoffer. I Danmark er elbiler og havmølleparker en del af løsningen. Men der går fem gange så meget metal til at producere en elbil som en almindelig bil, der kører på benzin eller diesel. Der går otte gange så meget metal til en havmøllepark som til et gasdrevet kraftværk med samme kapacitet. Det viser beregninger fra Det Internationale Energi Agentur.

 

Globalt ventes 125 millioner elbiler at rulle ud på vejene i de kommende 10 år. 20 millioner ladestandere ventes opsat. Ifølge Verdensbanken kan batteriteknologi presse efterspørgslen på mineraler op med 1000 procent over de kommende år. Analysefirmaet Wood Mackenzie forventer, at der skal investeres 240 mia. dollar de næste fem år for at imødekommende et generelt øget behov for metaller.

 

Et metallernes plastic-moment

 

Ofte finder produktionen sted i fattige egne, hvor arbejdet både er farligt, dårligt lønnet og resulterer i ødelæggelse af miljøet. Et eksempel er igen koboltproduktionen i Den Demokratiske Republik Congo, hvor en stor del af udvindingen foregår ved håndkraft, simple redskaber, børnearbejde og lidt eller ingen sikkerhed.

 

I øjeblikket er der meget lidt fokus på de mørke sider af metalproduktion. Men det kan ændre sig i takt med, at der bliver opmærksomhed om hvad metalproduktion egentlig indebærer. En mulighed er, at det går metal lidt som det er sket med plastic. I løbet af kort tid blev plastic til et problem, som både forbrugere, politikere og mange virksomheder forholder sig kritisk til. Måske noget tilsvarende kan ske i forhold til metalfremstillingen. De vestlige virksomheder, der fører an i den grønne omstilling har en høj etisk og miljømæssig profil og sammen med forbrugernes fokus på miljøhensyn og ordnede arbejdsforhold vil det kunne presse virksomhederne til også at sætte ansvarlig produktion af metaller og mindskelse af udledningen af CO2 og miljøhensyn på dagsordenen.

 

For nylig blev flere virksomheder heriblandt Apple, Dell, Microsoft og Tesla sagsøgt af International Rights Advocates på vegne er familier til døde eller tilskadekomne congolesiske børnearbejdere. Alle virksomhederne har ifølge Financial Times specifikke politikker om, at børnearbejdede ikke må anvendes i leverandørkæderne. Men de sagsøges for ikke at have sikret sig mod, at det skete alligevel.

 

Et nyt geopolitisk mønster

 

Utallige konflikter har sin rod i kampen om olie. Modsat f.eks. kul er oliefordelt på relativt få stater (især Saudi Arabien, Rusland og USA). Noget lignende gør sig gældende for nogle af de metaller, der bruges i f.eks. batterier. Lithium, kobolt og sjældne jordarter er eksempler, hvor tre fjerdedele af produktionen er placeret på tre lande. Det samme gælder forarbejdningen. Kina er eksempelvis ansvarlig for 50-70 procent af lithium og kobolt.

Vigtige råvarer til brug i de grønne teknologier er ofte samlet på ganske få lande. Endnu færre end for olie og naturgas. Kilde: IEA

Det betyder, at mens verden måske nok kan blive mindre afhængige af de olieproducerende lande, kan en ny afhængighed af de lande, der sidder på vigtige metalressourcer meget hurtigt blive nye vigtige spillere. Det gælder f.eks. Kina, DR Congo og Sydafrika.

 

For producenter af elbiler, batterier og vindmøller kan usikkerheden om leverancer give uro. Med så få producenter er forsyningskæderne sårbare overfor handelsrestriktioner, eksportforbud eller politisk ustabilitet. Indonesien har f.eks. forbudt eksport af nikkel i 2020, DR Congo har for nyligt tredoblet sine royalties på kobolt.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.