Kilde: IEA

Alarmerende klimatal fra Det Internationale Energiagentur (EIA), Kilde:  IEA

 

Inden for samme uge kom to alarmerende klimatal. FN’s fremtidsrapport om klimaet, der fastslår, at CO2-udledningerne skal falde 45 procent i løbet af 12 år og tal fra Det Internationale Energiagentur, IEA, der viser de faktiske CO2-udledninger fra energisektoren – og de er igen stigende.

 

Verdens udledning af CO2 skal altså næsten halveres i 2030 i forhold til 2010-niveauet og være helt væk i 2050, hvis vi skal gøre os håb om at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader. Der stod klart, da FN’s klima-rapport fra oktober 2018 konkluderede, at det ikke er umuligt, men vil kræve ”hurtige, vidtgående og hidtil usete forandringer af alle aspekter af samfundet…” at nå målene fra Paris-aftalen. Allerede nu er temperaturen steget 1,1 grad siden industrialiseringen.

Udvikling i klimatal går den forkerte vej

Her, 12 år før dette drastiske fald skal være gennemført, går udviklingen i den stik modsatte retning. Udledningen af CO2 fra energisektoren stiger. Ifølge  IEA, blev der i 2017 udledt 1,5 procent mere CO2 i atmosfæren fra energisektoren, og også i 2018 er der udsigt til en stigning uden IEA vil satte tal på endnu. Tallene kommer først i marts 2019. Men retningen er der ikke tvivl om. I et interview med den britiske avis ”The Guardian” advarer chefen for IEA, Fatih Birol om, at det går alt, alt for langsomt med omstillingen:

 

”Når jeg ser på data for de første ni måneder, forventer jeg, at CO2-udledningerne i 2018 vil stige igen. Det er meget bekymrende i forhold til vores klimamål. Vi har brug for et markant fald i udledningerne. Vi ser ikke engang en udfladning”.

 

Vækstraterne i udbygning af vedvarende energi er ganske vist høje. Men de vokser ud fra et meget lavt udgangspunkt. Vind og sol udgør fortsat kun et par procent den samlede energiforsyning. Så den fem procents vækst i vedvarende energi, som materialiserede sig i 2017 er ikke nok til at opveje den mindre procentuelle vækst i brugen af fossile brændsler.

Kina skruer op for kul

Her har Kina, som ellers gerne vil være en førende klima-nation vist sig som en skuffelse. Landet bygger ganske vist mange vindmøller og solanlæg, men udvider i disse år ifølge nyhedsmediet Energy Post også sine kulanlæg kraftigt. For få år siden troede mange ellers, at Kinas kulforbrug havde toppet i 2014. Men nu udvides kapaciteten. En rapport fra konsulenthuset Wood Mackenzie konkluderer, at Kinas kulkapacitet kan vokse så meget som 10 procent på to år.

 

Et af problemerne med opførelsen af de mange nye kulværker er, at de peger mange år frem. Med de værker, der står nu, vil to tredjedel af udledningerne ligge fast i 2040.  Hvis vi skal nå frem til en bæredygtig energiforsyning, vil det derfor ifølge IEA kræve, at der bliver lukket mange kulværker frem mod 2040, og det vil ikke mindst være asiatiske.

 

Den gode nyhed i forhold til vedvarende energi er, at priserne på fossile brændsler igen er stigende. Olieprisen er siden sommeren 2017 og frem til oktober 2018  steget mere end 60 procent. Også priserne på naturgas og kul er gået op. Dermed bliver vedvarende energi relativt billigere. Men der er også behov for en ”hjælpende hånd” til vedvarende energi. Ifølge IEA’s prognose for en bæredygtig energiudvikling, skal vedvarende energi i 2040 udgøre 28 procent af energiforbruget. Med den nuværende udbygning kommer dette niveau kun op på 18 procent.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.